Rollespilslejr

Rollespilsfabrikkens årlige sommerlejr er for børn og forældre, som synes det er fedt at spille rollespil!

Hver dag venter tre episke rollespil med alt fra magisk fantasy og nervepirrende zombiejagter til futuristisk sci-fi, pirater, gys og meget mere!

Du kan også dyste i NERF arenaen, male figurer, spille brætspil og deltage i den årlige vandkamp!

Lejren er målrettet de 7-15 årige.

14 – 18 JULI 2025

Ankomst: d. 14. juli kl. 12.00 – 13.00
Afgang: d. 18 juli kl. 12.00 – 13:00

  

14 – 18 JULI 2024

Ankomst: d. 14. juli kl. 12.00 – 13.00
Afgang: d. 18 juli kl. 12.00 – 13:00

  

Sted

Lejren ligger på en 150.000 m2 stor grund lige ud til Sejrøbugten i stærkt kuperet terræn med flot udsigt over havet og dejlig badestrand, lejrbålplads, småplantager, krat og sletter, hvor der er mulighed for al slags sjov og leg.

  • FDF Klinteborg
    Ribsvej 9, 4540 Fårevejle

Transport

Du skal selv finde vej til lejren. Det er nemmest at gøre i bil, men man kan også tage toget til Fårevejle og en bus videre til Ordrup, og gå 800m til lejren.

Man kan også koordinere transport med andre forældre, ved at spørge ud i vores facebook gruppe for forældre.

Pakkeliste

  • Sovegrej – Dyne/sovepose og hovedpude
  • Lagen og betræk
  • Tandbørste og tandpasta
  • Sæbe
  • Håndklæde
  • Skiftetøj til 5 dage + lidt ekstra for en sikkerheds skyld
  • Godt fodtøj
  • Badetøj

Rollespilsgrej

Man er meget velkommen til at tage sit eget kostume og våben med. Husk dog at skive navn og telefonnummer på dine private rollespils-ting.

Vi tager en masse rollespilsvåben med som man frit kan låne til de forskellige rollespil vi afholder. Til enkelte scenarier kan man også låne kostumer af os, det vil være beskrevet i deltagerbrevet.

6 uger inden lejren, vil der blive udsendt et deltagerbrev med en liste over, hvilke typer rollespil vi vil afholde, så man kan pakke de rigtige kostumer og våben.

Billetter

På sommerlejren er der 3 forskellige billettyper: værelsesbillet, sovesalsbillet og teltbillet.

Spørgeskema: Ved køb af billet vil der være et link til et spørgeskema som udfyldes for hver deltager man køber billet til. Informationen skal bruges til at klargøre lejren.

Sponsorbilletter
Som sponsor smider du lidt ekstra guld for at gøre oplevelsen endnu federe for sommerlejrens deltagere. Disse ekstra kroner kan gå til at familie der er økonomisk trængt også kan sende deres børn på sommerlejr, eller flere rekvisitter til rollespillene.

Minimums beløbet er 250 kr, men du kan selv vælge hvor stort et beløb du vil sponsorere med. Dette gøres under betaling af billet.

Værelse

Barn: 2800 kr
Voksen: 1100 kr

Værelsesbilletter er typisk de mest eftertragtede. Her får du en seng på enten et 2-mands værelse, 3-mands værelser, eller 6-mands værelser. Vi prøver så vidt muligt at holde familier samlet, men man kan f.eks. risikere at skulle dele et 6-mands værelse med 2 andre, hvis man er 4 i en gruppe.

Der er mulighed for at skrive ønsker om bofæller og faciliteter i tilmeldingen, hvis man har venner på lejren, som man gerne vil dele værelse med, eller andre behov.

Sovesal

Barn: 2350 kr
Voksen: 1100 kr

Sovesalen er som du kender den fra lejrskolen – fyldt med køjesenge.

Det kan være en god idé at tage ørepropper og en sovemaske med, hvis man ikke sover så tungt.

Telt

Barn: 2350 kr
Voksen: 1100 kr

Det er også en mulighed for at slå et telt op på lejren. Hvis man har interesse i det skal man købe en teltbillet. Man har selvfølgelig adgang til lejrens bade- og toiletfaciliteter.

Der er begrænset plads til telte. Derfor opfordrer vi folk til ikke at tage for store telte med.

Alder

Lejren er målrette de 7 og 15 årige, de fleste er dog mellem 9 og 13 år.

Rollespilslejren bliver styret af Rollespilfabrikkens frivillige afviklerteam samt de forældre der vælger at tage med, så man kan trygt sende sit barn alene på Rollespilslejr. Er deltageren under 10 år er det dog en god idé, at der er en forældre eller en værge med til at støtte og vejlede barnet.

Forældre på lejren

Jo mere hjælp vi får til det praktiske omkring lejren, jo mere kan vi fokusere på det vi er bedst til, nemlig at lege og underholde ungerne. Det forventes derfor at forældre, der er med på lejren hjælper til med det praktiske. Det vil sige at hjælpe til med at lave mad, rengøring og slutrengøring af lejren, og ikke mindst at hygge sig.

Forældrene på sommerlejren har en god tradition, for at være en aktiv del af lejren, og giver gerne en hånd til scenarier, som romersk soldat, alien eller hvad end scenariet kalder på. De har selvfølgelig også tid til at hygge med deres børn og de andre forældre.

Hvert år, opstiller vi også et forældrescenarie, så forældrene også har mulighed for at afprøve hvad rollespil kan, når børn ikke er med.

Vi elsker alle de aktive og engagerede forældre vi har på lejren, men lejeren er først og fremmest til for børnenes skyld. Derfor oprfordrer vi jer, forældre, til højst at købe 2 voksenbilletter per familie.

Reportage fra en forælder

Rollespilslejr 2012

Kl. er 12.30 og vi ruller ind på Birkedal-lejreren’s parkeringsplads. Det summer allerede af forventningsfulde børn med sværd og pistoler i hænderne.

Forude venter 5 dage med lege, hygge, kampe og sjovt rollespil i alle mulige afskygninger. Rundt omkring står forældre og ser på børnene. Der er flere man kender fra sidste år. De får et kram og et fast håndtryk. Gensynsglæden er stor. Dem man ikke kender endnu, skal der nok blive tid til at snakke med. Det siger erfaringen fra de andre år.

Jeg lister ud i storkøkkenet, da jeg ved, det er derude det sker for os forældre, og ganske rigtigt. Provianten, til en hel uge, er lige ankommet. Straks er alle i gang med at sætte i køleskab, lægge i fryser og ellers bare prøve at finde rundt i køkkenet. Et par snarrådige forældre har fået gang i kaffebrygningen. En uhyre vigtig ingrediens på en sommerlejr. Frokosten er ved at blive stillet frem, da bussen med de resterende rollespilsbørn og afviklere ankommer. Nu kan lejren for alvor gå i gang.  

Efter en hurtigt indtaget frokost går første rollespilsscenarie i gang. Det er et fantasyspil ganske som ungerne kender fra Rude Skov eller hvor de nu spiller. Vi voksne får at vide, at der skal bruges en del monstre, så vi kan bare melde os hvis vi vil tæske vores børn. Det er jo en chance man ikke vil undvære, så der er hurtigt 6-8 forældre der melder sig under fanerne – jeg selv inklusiv. Inden vi får lov til at hoppe i monsterdragterne, holder Claus en kort briefing om hvad der skal ske i løbet af ugen. Os der har været med før kender proceduren, men som forældre der er med for første gang er det rigtig rart at vide hvad der skal ske ugen igennem. Der bliver også sat en tavle op, så vi kan skrive os på de forskellige madhold. Det er jo en af de vigtigste funktioner vi har som forældre. Nemlig at sørger for at der er mad til folket.

Så er det ud og tæske børn, eller er det lige omvendt. 60 unger mod 8 forældre er en ulige kamp og rimeligt hurtigt er vi monstre nedlagt, hvilket jo sikkert også var planen fra starten. Men sjovt er det i hvert fald.  

Senere står den på aftensmadlavning og i år har GRILLTOSSEN Henrik sagt at han sørger for at der hver aften er grillmad (herfra skal lyde dyb respekt for det store initiativ og tak for god mad).

Aftensscenariet er Zombie og igen skal vi forældre bruges. Vi bliver sminket til ukendelighed og så er det ud og skræmme børn. De helt unge afviklere står for det i år og de har lavet et godt stykke arbejde. Det er både uhyggeligt og action fyldt. Super godt gået drenge.

Resten af aftenen står på hyggesnak os voksne imellem med et glas vin/øl eller hvad man nu har lyst til.   De næste dage kører på samme måde. Vi forældre kører derudaf med de forskellige måltider, som vi har sat os på. Når vi ikke har køkkentjans bliver der hygget, snakket, grinet, fjollet, og leget/spillet med børnene og afviklerne. Det er en af de ting som jeg synes gør denne lejr så dejlig speciel, nemlig at vi har et super sammenhold med afviklerne og vi ikke bare står på sidelinjen og ser på.

Man kan kun blive i godt humør når man ser sit barn løbe rundt og lege røver og soldater eller hva de nu har gang i. Det ene øjeblik er scenariet Counterstrik det næste mafia og gangster, fantasy eller chaos , hvem ved.

Jeg har taget lidt skumplast og latex med og bruger lidt tid i solen på at bygge våben til knægten. Det samler nogen flere voksne og pludselig sidder vi 4 -5 og snitter og limer. Rigtig hygsomt, for det er på sådan et tidspunkt man lærer nogle af de ”nye ”forældre at kende.  

Til sidst skal lyde en stor tak til alle de skønne og seje afviklere af dette års sommerlejr – unge som gamle. I er formidable og hvor er det bare fedt og fornøjeligt at se jer underholde og lege med vores unger. I kan få dem til strengt taget alt, hvilket jo er mega misundelsesværdigt når man tænker på, hvilke kampe vi forældre kan have med vores små poder når vi beder dem om småting. Tak til alle de andre forældre for gode og hyggelige timer. Som rosinen i pølseenden vil jeg dog lige sige en speciel tak til Flemming. Uden ham ingen lejr. Han står nemlig for alt det praktiske ved lejren og er primus motor for at alt går som det skal. Håber vi ses til næste år  

Jacob Rohd

Reportage fra en forælder

Rollespilslejr 2022

Klinteborg Spejderlejr. Mandag kl 12.00.  Der myldrer ind med mennesker, nogle ankommer i biler, andre har taget toget til Fårevejle og bliver sat af i bussen inde i landsbyen. Vejret er godt, omend en smule overskyet. 

Fabrikkens frivillige tager imod både børn og voksne, og viser vej til der hvor de skal sove hen, om det så er familierum, en køjeseng i sovesalen eller hvor de kan slå telt op henne.  Baggagen bæres ind, og så går man ellers ud og møder de andre.

Dem som har været der før finder som regel hurtig sammen igen, og dem som er der for første gang bliver hurtigt trukket ind i gruppen. Her er der plads til alle.  De voksne samles naturligt omkring bordbænken udenfor køkkenet, for her er der brætspil og kaffe. Har man været med før som voksen, så møder man helt sikkert nogen som man genkender (det er nemlig også sjovt for de voksne). 

Mens børnene underholdes, så bliver der holdt planlægningsmøde hvor de voksne deler ugens opgaver imellem sig. Der skal laves morgenmad, frokost og aftensmad, der skal gøres rent på toiletter og skæres frugt/laves kaffe i løbet af dagen.  Der brændes en del energi af, og der skal benzin på tanken.

Ude på gangen foran madsalen er der sat en plan op, hvor man kan se hvilke scenarier spilles. Om morgenen er der Fantasy med de grupperinger man kender fra Fælleden eller Rude Skov, men om eftermiddag/aften tages andre genrer i brug, det kan være Western, Sci-Fi, post-apokalyptisk eller noget helt fjerde. Kun fantasien sætter grænser.   

Der er to scenarier udover fantasy som ligger helt fast:  Gyserscenariet og Forældrescenariet.  Gyserscenariet køres Onsdag aften kl. 22, hvor det allerede er begyndt at være mørkt, og det er specielt populært blandt de større børn (dem som ikke synes det er sjovt at blive skræmt får lov til at hygge sig med pandekagebagning og brætspil inde i lejren).

Forældrescenariet er der hvor de voksne kan få lov til at prøve kræfter med rollespil, og i år var temaet ‘Allo ‘Allo. De voksne indtog rollerne som de forskellige personer fra TV-serien og kampen om Frankrigs frihed og søgningen for den Faldne Madonna (af Van Klomp) kørte i fuld galop for et par timer, til alles store fornøjelse. 

Udover forældrescenariet, så kan de forældre som har lyst til at spille mere rollespil snakke med afviklerne og høre om der er behov for flere bipersoner eller flere hænder på børneholdene. Der er også sat tid af til andre lege om eftermiddagen, f.eks. en tur på stranden, Nerf-krig, King of Jarkwelt eller min personlige favorit: Høvdingebold med bue og pil.  

Vejret i løbet af ugen stod på klar himmel, varmerekord og UV-varsel så der skulle lige holdes lidt øje med væskeindtag og solcreme, men ellers var der perfekt vejr til at spille rollespil. 

Da oprydning og rengøring var overstået om fredagen var der en masse glade men trætte børn og voksne der satte sig op i bil eller bus og kørte hjem igen. Jeg tænker at der er mange af dem der allerede glæder sig til Rollespilslejr 2023.

Ragnar Reynisson

Spørgsmål

Hvis du har spørgsmål er du altid velkommen til at sende os en mail eller ringe til os.

Anna Voss Jacobsen
71 72 10 42

sommerlejr@rollespilsfabrikken.dk

Spørgsmål

Hvis du har spørgsmål er du altid velkommen til at sende os en mail eller ringe til os.

Anna Voss Jacobsen
71 72 10 42

sommerlejr@rollespilsfabrikken.dk